Kolesterol
Forfatter: Lise Kay, pensioneret overlæge, der selv har Post-Polio Syndrom
Indhold
ToggleHvorfor kan kolesterolsænkende medicin være et problem for polioramte?
Personer med polio/post-polio syndrom kan være specielt følsomme for forskellige former for medicin blandt andet medicin mod forhøjet kolesterol, typisk såkaldte ”statiner”. Bivirkning ved ”statiner” kan blandt andet være muskelsmerter, kraftesløshed og kramper, hvilket i forvejen er symptomer, som polioramte døjer med. Erfaringen er at bivirkningerne optræder hyppigere hos polioramte end hos andre. Får man bivirkninger kan man tale med sin læge om at skifte til et andet præparat, for eksempel Pravastatin, som ikke har muskelbivirkninger, men dog kan give træthed. I nogle tilfælde kan der bruges andre former for kolesterolsænkende medicin, som ikke er ”statiner”, og som heller ikke har bivirkninger i musklerne.
Hvis du tager kolesterolsænkende medicin og ikke oplever gener af det, er der ingen grund til at ændre på medicinen. Har du derimod mistanke om, at du kan være påvirket af bivirkninger, kan du prøve at tage en pause på en måneds tid uden medicin og se om du får det bedre. Det er ikke farligt at tage en pause, kolesterolsænkende medicin er har kun sin effekt på den årelange bane.
Hvorfor er et forhøjet kolesteroltal farligt?
Forhøjet kolesterol øger risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme i fremtiden.
Hvor stor risikoen er, afhænger af flere forskellige faktorer: hvor højt kolesteroltallet er, om man samtidig har forhøjet blodtryk, har sukkersyge, har haft en blodprop eller har familiær tendens til blodpropper. Det påvirkes også af hvor tyk man er, hvor meget man motionerer, hvad man spiser og om man har alvorlig lever- eller nyre sygdom.
Visse former for medicin kan øge kolesteroltallet. Det drejer sig blandt andet om vanddrivende medicin, betablokkere og binyrebarkhormon.
Hvordan kan man nedsætte sit kolesterol?
Man kan påvirke sit kolesteroltal ved at spise mindre animalsk fedt, som findes i kød og mejeriprodukter og i stedet bruge olie, spise fisk, frugt og grøntsager. Man kan læse om kolesterolnedsættende kost på www.Sundhed.dk: Kostråd ved forhøjet kolesterol – Patienthåndbogen på sundhed.dk eller eventuelt få hjælp fra en diætist. Motion og vægttab gavner også, men de arvelige faktorer kan man selvfølgelig ikke ændre. For polioramte kan det være umuligt at dyrke mere motion end de i forvejen gør.
Hvornår skal man have kolesterolsænkende medicin?
Hvis kostændringer og øget motion ikke sænker kolesteroltallet tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt at få medicin til at sænke kolesteroltallet.
Der er mange faktorer, der afgør om det kan være nødvendigt at skulle tage kolesterolsænkende medicin. Bag lægens overvejelser om at ordinere medicin for at sænke kolesteroltallet ligger en opvejning af: ens alder, hvilken type af kolesterol, der er forhøjet, hvor meget forhøjelsen er, samt de forskellige risikofaktorer.
Man bør derfor have en samtale med sin læge om, hvor stor den reelle risiko er for en selv. Generelt siges det at, hvis man er over 70 år og ikke har nogen af ovennævnte risikofaktorer, og ikke har hjerte-kar-sygdomme, så er der ikke grund til at tage kolesterolsænkende medicin, hvis kolesteroltallet kun er moderat forhøjet.