Knogleskørhed
TEKSTEN ER MED VENLIG TILLADELSE OVERSAT I 2025 DIREKTE FRA BRITISH POLIO FELLOWSHIPS HJEMMESIDE Home – British Polio Fellowship
(KOMMENTARER FRA LISE KAY ER SKREVET MED FED KURSIV I PARENTES Lise Kay er pensioneret overlæge og har selv Post-Polio Syndrom )
Som polioramte er vi meget bevidste om skaderne på vores motoriske neuroner og den indvirkning, det har haft på vores muskler. Det er måske mindre velkendt, hvordan eftervirkningerne af polio påvirker vores knogler. På grund af nedsat mobilitet og mindre vægtbærende aktivitet har vi en øget sandsynlighed for at have lavere knogletæthed (osteopeni). Hvis knogletætheden (BMD) er meget lav, kan det føre til meget skrøbelige knogler, som har øget risiko for brud – en tilstand kaldet osteoporose.
At leve med svækkede muskler øger også risikoen for fald. For dem der har osteoporose, vil et fald med større sandsynlighed føre til brud, som vil ændre deres livssituation.
Den bedste håndtering af problemerne opnås ved at forstå lidt mere om risici, hvilke behandlinger der findes, og hvilke ændringer i vores livsstil der kan hjælpe. De kan være simple, som f. eks. at lede efter og fjerne snublefarer i hjemmet. Forbedring af kosten kan støtte vores knoglesundhed.
Knoglevækst
Knogler er komplekse systemer, der består af en kompakt knogle (yderst) og en svampet bikube-lignende knogle (indeni) som er er fyldt med knoglemarv. (se illustrationen Knoglestruktur) Begge er levende væv og interagerer med resten af kroppen via et netværk af blodkar og nerver, de er metabolisk aktive og forandrer sig konstant. Celler kaldet osteoblaster opbygger ny knogle, og ældre knogle nedbrydes med hjælp fra celler kaldet osteoklaster (den proces foregår med forskellig hastighed livet igennem). Når vi vokser, dannes der mere knogle end der nedbrydes. Typisk topper knoglemassen i tyverne og falder derefter fra omkring fyrrerne. Kvinder har mindre knoglemasse end mænd, og efter overgangsalderen falder denne hurtigere end hos mænd (se grafen). Vægtbærende fysisk aktivitet stimulerer knogledannelse, ligesom musklernes træk og tryk gør det.
For lav knoglemasse eller -tæthed fører til osteoporose og risiko for ‘skrøbelighedsbrud’. Det defineres som brud efter et fald fra stående eller lav højde – hvor der normalt ikke ville ske skade. I rygsøjlen kan de opstå som følge af almindelige aktiviteter som at bøje sig eller løfte.
Der er anslået 3 millioner mennesker i Storbritannien med osteoporose og 300.000 skrøbelighedsbrud hvert år. Risikoen for ‘osteoporotiske’ brud i håndled, rygsøjle og hofte stiger kraftigt efter 70-årsalderen, men kan også forekomme langt tidligere.
Mange andre ting end lav fysisk aktivitet kan påvirke knoglernes sundhed og øge risikoen. Høj alder, at være kvinde og efter overgangsalderen, arvelighed, visse mediciner og helbredstilstande. Dårlig ernæring, rygning og alkohol øger også risikoen for svækkede knogler.
Knoglestruktur
Polio og knoglesundhed
Personer, der har haft polio, vil have haft årtier med nedsat mobilitet og mindre vægtbærende aktivitet og har derfor sandsynligvis lavere knoglemasse end gennemsnittet. Den præcise effekt på knoglestyrken afhænger af graden og placeringen af tabet af motoriske neuroner og muskler i kroppen. Det er også muligt, at områder af kroppen, der kompenserer for svagere områder, endda kan have højere knoglemasse.
En nyere undersøgelse i Irland, der undersøgte knoglesundheden hos 50 post-polio-patienter, som gik til ambulant behandling, fandt, at 28 (56 %) havde osteoporose. Dette er fem gange højere end den anslåede rate på 10 % for den generelle befolkning i samme aldersgruppe. Ligesom andre undersøgelser i Canada, Tyrkiet og Israel viser det, at polioramte har øget risiko for osteoporose.
Risikoen for fald og brud er også højere end gennemsnittet hos polioramte, og bruddene forekommer oftere i de svageste lemmer. Otte ud af ni registrerede hoftebrud i den irske undersøgelse var på det svageste ben og skyldtes fald fra stående højde – såkaldte skrøbelighedsbrud. Konsekvenserne af, hvad et fald betyder for dagligdagens funktionerer er formodentlig større end ellers, fordi det er mindre sandsynligt, at en anden legemsdel kan kompensere, mens skaden heler.
Det britiske ”Polio Fellowship Health Survey”, som blev gennemført i 2013/14, viste, at 86 (25 %) ud af 378 medlemmer svarede, at de enten havde osteoporose eller osteopeni, heraf var 70 var kvinder og 16 var mænd. Dette tal omfatter kun dem, der ved, at de har lav knogletæthed. Offentliggjorte studier antyder, at mange flere kan være udiagnosticerede og derfor ubehandlede.
Vurdering og diagnose
Der kommer sjældent tidlige smerter eller tegn på problemet, før der opstår et brud. Det gør vurdering af risikoen for brud meget vigtig. Mange førnævnte faktorer vil indgå i vurderingen af en persons risiko.
Hvis du mener, at du kunne have gavn af en vurdering af din risiko for at få brud, kan det foretages af din praktiserende læge, eller du kan blive henvist til en frakturklinik eller en fraktur-liaisonservice (FLS: disse tjenester har til formål at reducere yderligere brud hos personer, der har haft et skrøbelighedsbrud). (I Danmark er det din praktiserende læge, du skal henvende dig til) De vil stille en række spørgsmål for at vurdere din personlige risiko for et brud i løbet af de næste 10 år. De kan bruge et computerbaseret værktøj til at hjælpe med beregningen af risikoen, såsom FRAX eller Qfracture. Qfracture medtager faldhistorik i beregningen, men det gør FRAX ikke, så sørg for at fortælle sundhedspersonalet om din faldhistorik og din balance. Da polioramte har høj risiko for fald, vil en vurdering af faldrisiko også være nyttig, hvis du ikke allerede har fået en.
Herefter kan du blive henvist til en måling af knoglemineraltæthed ved hjælp af DXA (nogle gange kaldet DEXA: dual-energy X-ray absorptiometri). Dette bruger lavenergi-røntgenstråler til at måle knogletætheden – oftest i hofte og rygsøjle og normalt kun på den ene side. Personer, der har haft polio, bør få målt begge sider (begge hofter), da der kan være store forskelle. Z-scorer bruges for unge, der stadig vokser, og er forskellen mellem målingen og en person på samme alder. Over -1 SD betragtes som normalt, under -2,5 SD defineres som osteoporose. (Intervallet fra -1SD til -2,5SD betegnes som osteopeni)
Denne score måler kun knogletæthed, som er relateret til knoglestyrke, men den måler ikke knoglens ‘kvalitet’ og er kun én del af vurderingen af risiko. Resultaterne sendes til din læge, som derefter vil rådgive om eventuelle anbefalede behandlinger.
Ikke-medicinsk behandling
Afhængigt af din risikovurdering og dine præferencer tilbydes du måske ikke medicinsk behandling. Du kan blive anbefalet en kombination af tiltag for at reducere din faldrisiko og/eller forbedre din knoglesundhed.
Reducering af faldrisiko
Som vi ved, og som mange undersøgelser har vist, er fald meget almindelige blandt polioramte. En nylig svensk undersøgelse af personer, der havde haft polio og med en gennemsnitsalder på 69 år, viste, at tre fjerdedele var faldet mindst én gang det foregående år, og en fjerdedel var faldet fem gange eller mere. To tredjedele var blevet skadet som følge heraf. 10 % af dem, der faldt, fik brud – dobbelt så mange som i den generelle befolkning. De fandt også, at de fleste var bange for at falde, og næsten halvdelen havde nedsat deres gang som følge heraf.
At reducere risikoen for fald er klart meget vigtigt for dem med muskulær svaghed forårsaget af polio. Udfordringen er også at mindske frygten for at falde og at bevare mobiliteten.
Et kursus og en vurdering af dit hjemmemiljø kan hjælpe ved at se på dine hjemlige omgivelser, håndtag, sikre gode, støttende sko og tjekke dit syn og din hørelse. Balancetræning kan også være muligt for dem, der stadig er mobile, og kan omfatte meget enkle øvelser som at stå med lukkede øjne i korte perioder.
En ergoterapeut kan være meget hjælpsom, især hvis vedkommende har erfaring med at støtte personer med neurologiske lidelser. Independent Age har en god tjekliste til faldforebyggelse på deres hjemmeside. (I Danmark kan man henvende sig til kommunens visitator, for at få hjælp til at forebygge fald)
Andre aspekter af post-polio-håndtering kan hjælpe med at reducere fald. Håndtering af træthed ved at tilpasse eller planlægge aktiviteter kan spare energi. At tage hånd om problemer, der påvirker søvn, såsom vejrtrækningsproblemer eller søvnapnø, kan forbedre årvågenheden i løbet af dagen. Smertebehandling kan lette mobiliteten. At holde musklerne varme kan hjælpe dem til at fungere bedst muligt.
Forbedring af knoglesundhed
Forsøg at reducere aktiviteter, der svækker knoglerne, for eksempel ved at begrænse alkoholforbruget og stoppe med at ryge. I den irske polio-undersøgelse havde seks ud af de syv mænd med osteopeni en rygehistorik. God ernæring kan også hjælpe
Fysisk aktivitet er meget vigtig for stærke knogler. For polioramte kan motion og fysisk aktivitet være en stor udfordring. Det er dog vigtigt at bevare aktiviteten så vidt mulig, og det kan være en hjælp at gennemgå hjælpemidler og skinner. Al fysisk aktivitet eller træningsprogram skal være uden at give træthed og smerter.
Nye studier har undersøgt helkropsvibrationsterapi for at se, om det kan forbedre knoglesundheden. En større amerikansk gennemgang fandt dog meget lidt videnskabelig dokumentation for fordele eller ulemper. En mindre tre-måneders undersøgelse i Texas (2018) undersøgte muligheden for at bruge det som en form for vægtbærende træning hos polioramte. Der blev observeret nogle forbedringer i ganghastighed og smerte, og der opstod ingen bivirkninger, men dette er kun et udgangspunkt for fremtidig forskning. På nuværende tidspunkt er disse maskiner ikke godkendt til medicinsk brug i USA, og de er ikke standardiserede med stor variation i design og uklare risici. Det kan være, at de med mere forskning kan vise sig at være gavnlige for polioramte i fremtiden.
Medicinsk behandling
En bred vifte af lægemidler har vist sig at øge knogletætheden og reducere risikoen for brud. De fleste virker ved at nedsætte nedbrydningen af knoglevæv, såkaldte antiresorptive lægemidler, eller ved at stimulere dannelsen af ny knogle, såkaldte anabole lægemidler. Nogle kan gøre begge dele. Udvalget af lægemidler og deres effektivitet ændrer sig hele tiden – for at få den mest opdaterede information er det bedst at tale med din læge eller speciallæge. The Royal Osteoporosis Society har en hotline bemandet af specialsygeplejersker, der kan give information.
Bisfosfonater, såsom alendronsyre eller risedronat, er de hyppigst ordinerede lægemidler til behandling af osteoporose. De nedsætter hastigheden, hvormed knogler nedbrydes. Nogle gives som tabletter, andre skal injiceres. Den selektive østrogenreceptormodulator raloxifen har en lignende effekt på knoglerne som østrogen og hjælper med at opretholde knoglemineraltætheden. Hormonbehandling (HRT) har vist sig at holde knoglerne stærke, men bruges sjældent til osteoporose. Testosteronbehandling kan anvendes, hvis knogletab skyldes lave niveauer af mandlige hormoner.
Alle lægemidler har bivirkninger. Disse kan være ret milde, som irritation i halsen, eller mere alvorlige. Nogle har en meget sjælden bivirkning med at forårsage et atypisk lårbensbrud (AFF) eller henfald af knoglen i kæben. Det er meget sjældne bivirkninger, som er mere almindelige ved intravenøse lægemidler og længerevarende brug (mere end 2 til 5 år). (Mange præparater mod knogleskørhed har bivirkninger som muskelsmerter og muskel svaghed, hvilket kan forværre de post-polio symtpomer, man i forvejen har)
Den tilbudte behandling vil afhænge af, hvad der er mest passende for dig, afhængigt af hovedårsagen til osteoporosen, køn, individuel vurdering af brudrisiko uden behandling og tidligere historie. Enhver medicinsk behandling bør gennemgås regelmæssigt.
Vigtige pointer
Polioramte har øget risiko for osteopeni og osteoporose
Polioramte har høj forekomst af fald
Overvej at tale med din læge om din knoglesundhed og din risiko for brud; fortæl om din poliohistorik, din mobilitet og fald
En vurdering af faldrisiko kan være nyttig
Hvis du bliver henvist til en DXA-scanning, bør begge sider måles
Se på de enkle ting, du kan gøre for at reducere risikoen for fald – brug en fald-tjekliste
God ernæring kan forbedre knoglesundheden
Regelmæssig gennemgang af anbefalet behandling eller medicin er vigtig
